I Danmark har vi haft et postvæsen siden 1624, hvor det blev indstiftet af Christian 4. Der gik dog knap tre århundreder inden man cirka år 1900 fik direkte omdeling over hele landet. Først var der ugentlige postvogne mellem de større post-steder, hvor Viborg var én af dem. Det havde en lidt omtumlet tilværelse og blev delvist ’privatiseret’ en overgang op gennem 1600 og 1700-tallet. I 1700-tallet blev det danske postvæsen ledet af en lille gruppe kongeligt udnævnte direktører i Generalpostamtet, som i 1809 skiftede navn til Generalpostdirektionen (kilde her). Det blev gradvist til daglige postkørsler på ’de store ruter’, og i flere hundrede år var det noget, som udelukkende foregik mellem postkontorer. Da jernbanerne kom, skete der revolutioner.
I Vammen fik vi et postbud fra 1867
Vammen havde dog et postbud inden da – læs her historien om Jens Chr Thorsager , som var Vammens første postbud. Han gik til fods til Viborg et par gange om ugen for en mindre gruppe af datidens fremtrædende Vammen-beboere. Hans barnebarn, Anton Thorsager, hjalp ham med omdelingen i en periode. Senere blev Anton bestyrer af Vammen Telefoncentral, og hans kone blev bestyrer af Vammens Brevsamlingssted.