Der kom en lægepraksis til Vammen i 1946, hvor lægen hed Marqvard. Denne praksis blev videreført af først Falstie-Jensen og senere af Jebjerg, og eksisterede indtil begyndelsen af 1970erne. Dels blev der flere og flere fællespraksis’er i Danmark, og dels faldt det sammen med at den daværende læge i Vammen valgte at flytte til Viborg.
Læge Niels Jebjerg skrev ‘Landlæge i Vammen’
En stor del af den viden vi har om læge-livet i Vammen, er fra en 10-årig periode 1961-1971, fordi Niels Jeberg, som var landlæge i Vammen i denne periode, har skrevet en lang beretning; ’Landlæge i Vammen’. Hans lange beretning fortæller mange ting om at være læge. Forhold såsom at der endnu ikke var vejnavne eller numre, gjorde det udfordrende at komme rundt i byen, og at holde fast i en rute. Han skrev også stort og småt om sygdomsproblemer, og anekdoter om forskellige mennesker i og omkring Vammen. Hans beretninger om det sociale liv indeholder fortællinger om klassesamfundet og dét at leve i en landsby.
’Min kone var overrasket over manglen på social kontakt til naboer og andre hjemmefødte, men hun blev anbragt på samme piedestal som lægen. Min principal havde sagt til mig, at hvis jeg anskaffede en flagstang skulle jeg være meget omhyggelig med, hvornår jeg flagede for ikke at gøre forskel på folk. Vi købte ikke en flagstang’.
Vammen som én stor sammenflettet familie
Læge Jebjerg brettede blandt andet om hvordan næsten alle de 400 daværende indbyggere i Vammen var i familie med hinanden. Undtagelserne var folk, som var flyttet hertil for at varetage et job, som fx lægen, dyrlægen, skovfogeden, lærerne og præsten.
Megen social aktivitet indenfor kredsen af tilflyttere
Der var tilsyneladende meget social aktivitet indbyrdes mellem disse familier, fx i form af månedlige sammenkomster med dans. Der var blandt andet l’hombre aftener, hvor mændene spillede kort, og kvinderne samledes om forskellige aktiviteter og snakkede i tilstødende lokaler. Der var teaterklub med fælles ’udflugter’ til Viborg teater.
Trygt hverdagsliv med overkommelige arbejdsdage
Børnene havde det trygt og frit på samme tid. Det var en forholdsvis overkommelig arbejdsdag startende med telefontid klokken 8, og som regel afsluttet med sygebesøg mellem 14 og 16, og der var et bredt repertoire af opgave, fra tandudtrækninger, syning af sår, til fødsler og alt forefaldende lægearbejde: ’der skulle et knoglebrud til før man sendte en patient til Viborg’. Han havde endvidere et lille lager af medicin til udlevering. I begyndelsen var der ingen vagtordning, men det kom der efterhånden, i første omgang med en læge i Løgstrup.
Niels Jebjerg har skrevet en udførlig beretning med en masse historier om stort og småt af hvad han kom ud for i sin tid som landlæge i Vammen, såsom hans historier om fødsler (beretningen i sin fulde længde er på arkivet).