Vi har kendskab til en foredragsforening i Vammen tilbage til 1946, da der findes en række protokoller fra perioden 1946 til 1969 på Tjeleegnens Lokalhistoriske arkiv.
Torsdag den 26. september 1946 bød Foredragsforeningen efter flere års stilstand til festlig sammenkomst i Vammen forsamlingshus i anledning af kongens fødselsdag (Christian den X).
Pastor Brinkjær bød velkommen og mindedes med smukke ord kongens indsats især under besættelsen. Derefter holdt pastor Kvist Jensen, Onsild et pessimistisk foredrag om Danmarks fremtid.
På generalforsamlingen 28. oktober 1946 blev der vedtæget et lovforslag for foreningens virke.
Kontingentet blev fastlagt til 5 kr/år, og for at få lidt penge i kassen blev det vedtaget at fremskaffe eventuel kassebeholdning fra “den gamle foredragsforening”. Det viste sig, at der fandtes kr 129,59 som blev overført til den nye foredragsforening.
Der var stor tilslutning til foredragsforeningen fra starten, og foreningen havde i sæsonen 1946-47 hele 110 medlemmer.