Vammens første store vognmandsfirma blev etableret her på Nørregade 65. Fotos og historien nedenfor er baseret på Laurids Jakobsens fortælling om dét vognmandsfirma, som blev drevet af hans far og bedstefar, og om familiernes og firmaets liv gennem tiderne.

Luftfoto af ejendommen Nørregade 65, som Laurits Jensen købte 1901.

Laurits Jakobsen:  landmand i Vammen, som udviklede en vognmandsforretning

Henry Jakobsen, 12 år, i sin fars første lastbil, en chevrolet, købt i 1924.

Laurits Jakobsen købte ejendommen på Nørregade 65 i cirka 1901. Som ung havde han tjent på Sønderupgård, og ca. 200 m. syd herfra boede en familie med en datter: Kirsten Marie. De to giftede sig og flyttede hertil Nørregade 65 og stiftede familie: der kom efterhånden 8 børn i familien. De startede med at drive landbrug. Som sidebeskæftigelse begyndte Laurits at udvikle en vognmandsforretning. Han startede med hestedrevet transport. Fra 1924 kørte han med lastbil, med førerhus og rat af træ. Deres søn Henry Jakobsen og hans kone Tinne fortsatte vognmandsforretningen. Sønnen Harry overtog landbruget, hvor han boede indtil sin død i 1987.

 

Tæt tilknytning til Brugsen

Laurits og Henry Jakobsen ved deres bedfords.Laurits Jakobsens og senere og Henry Jakobsens vognmandsfirma transporterede alverdens varer: sand fra sin egen sandgrav, kreaturer og andre dyr, foderstoffer til landbrug, og forskellige varer til husstande og virksomheder. Familien Jakobsen var tæt forbundet til Brugsen, og foretog rigtig mange kørsler for Brugsen. Der var en lang periode i midten af 1900-tallet, hvor mange varer til Vammen Brugsforeningen skulle hentes på Onsild Station, og det var et fast arbejde for vognmandsfirmaet. I midten af december gik han rundt og ønskede sine kunder god jul og delte regninger ud fra hele året.
Henrys søn, Laurids Jakobsen, hjalp sin far fra en alder af 3 år, så han var rigtig meget rundt i hele Vammen. Han husker meget om hvordan Vammen var, da den var en driftig landbrugs-landsby.

“Der var jo i hvert fald en 60-70 landbrug sådan omkring Vammen. Min far kørte jo foderstoffer, og der var tit en 30 steder vi skulle ud til sådan et fredag – det var typisk om fredagen. Det var ikke en særlig stor bil, men dengang var det jo en almindelig bil, og den kunne laste en 6-7 ton. Og dét var nok til 30 kunder! Nogle fik jo måske sådan lige 2-300 kg, sådan to sække til køerne og et par sække til grisene. Korn havde de jo som regel selv, men så sidst på året købte de lige lidt byg eller hvede”. (Laurids Jakobsen, aug. 2020)

At være vognmand var hårdt arbejde

Laurits Jakobsens lastbil, cirka omkring 1949. Laurids Jakobsen står på ladet, og er ved at læsse dyr i Ørum til dyrskuet i Viborg.

Det var hårdt arbejde, og Henry Jakobsen holdt sig aldrig tilbage, når der skulle tages fat. Nogle dage kørte han 10 lastbilfulde sand til forskellige huse i Vammen fra sin egen sandgrav. Det blev læsset både på og af lastbilen med skovl. I 1958 fik han lastbil med tippelad, så det kunne læsses af på 1 minut. 

Kørsel med travheste til væddeløb

Nogle af kørslerne var også forbundet med oplevelser og hygge, såsom kørslen med travheste. Slagter Frederiksen og Vagn Fynbo havde travheste sammen, som stod på en gård i Bigum. Sommetider var Frederiksen selv kusk ved travløb. Hestene blev også sommetider skolet i Aarhus.
De dage, hvor der var løb, og hvor Laurids Jakobsen var chauffør, kørte de tidligt hjemmefra. De så på løb hele dagen og sluttede ofte af med restaurant-besøg i Aarhus, før kursen igen blev sat mod Vammen. Én gang skulle forsikringen på bilen laves om inden sådan en kørsel, fordi travhesten havde en værdi af 50.000 kr. Det var dyrere end selve lastbilen dengang.

Heste, som blev erstattet af traktorer

Henry Jakobsen læsser korn, høsten 1975.

Henry Jakobsens vognmandsfirma kørte også med dyr, og Henry havde et sjældent tag på dem: Nogle gange overlod landmændene helt til ham at få læsset en tyr, fordi han kunne omgås dem uden at tage skade. Vognmandsfirmaet  kørte også mange heste til slagteri op gennem 1960erne, hvor hestene blev erstattet af traktorer i hele landet  – læs hvad sønnen Laurids Jakobsen fortalte om det. 

“Oppe på Pøtgården havde de kæmpestore heste og de havde tre heste spændt for. De forsvandt, hestende, det var dér omkring 1960. Min far kørte dem på slagteriet, og jeg kan huske at der var nogle i min klasse – for dem var han jo ’den onde mand’ – for de havde jo set at han kom og hentede hesten og kørte den væk, og mor’en stod og græd i vinduet, da den blev kørt væk. Det var dét der skete dér. Og hestene var jo tæt knyttet til gården. Vi havde da meget fornøjelse af dem, som min farbror, Harry, havde – vi fik lov at ride på dem ned i engen, og vi havde en gulerod med til dem. Harry beholdt dem i nogle år, da han fik traktor”. (Laurids Jakobsen, aug. 2020)

‘Når ting skulle køres væk’

Der var også kørsel til to lossepladser ved Vammen – det var i årene 1930-1965, hvor der kom renovation. Sådan gjorde man dengang: folk samlede sammen, og så fik man det ’kørt væk’. ’Væk’ var i dette tilfælde en såkaldt losseplads, hvor det f.eks. blev tippet ned af en skrænt. Det kunne være risikabelt og skride, jo mere der blev fyldt på, og bilen kørte rundt ude på kanten, hvor der sommetider lå affald af forskellige typer.

Ejendommen Nørregade 65 i 1960erne. I baggrunden ses sandgraven.