Vores landskab er formet af istiderne. Den seneste slutter for omkring 12.000 år siden, hvor isen når frem til en linje, som går fra Bovbjerg i vest til Skelhøje syd for Viborg og videre sydpå til Padborg. Det bliver til “højderyggen”, som skiller Øst- og Vestjylland.
Det er også udspringet for to af vores største åer, som starter nede i Tinning Krat ved Tørring. Skjern Å har ingen problemer med at komme af med vandet mod vest, hvor der ingen is er. Værre står det til med dét, der skal blive til Gudenåen, som ikke kan komme af med det smeltevand, som samles foran isranden. Det løber mod nord, men kan endnu ikke komme ud gennem Randers Fjord, så det drejer af ved Fussingø og løber mod vest gennem dét, der senere bliver til Skals Å-dalen og ud i dét, som bliver til Hjarbæk Fjord
Det er simpelthen “Gudenfloden”, der på denne måde strømmer forbi Vammen og har sin bred et godt stykke oppe i Nederby. Det har været et fantastisk syn at stå, hvor kirken er i dag, og kigge ud over en brusende flod på et par kilometers bredde. Vammen kunne have været en havneby!
Det bliver varmere, og isen mod øst smelter, så vandet kan løbe ud i Kattegat. Der opstår et vandskel ved Fussingø, og vores forholdsvis lille Skals Å, som udspringer i Birkemose ved Fussing Sø, følger i Gudenflodens fodspor og får en stor floddal at løbe i.
Jægere og samlere kommer op sydfra i jagten på byttedyr. Urokser, rener og elge trækker, og hele egnen bærer spor af beboelse fra de tidligste tider. Temperaturen stiger yderligere, mere is smelter og havet stiger. Efter al sandsynlighed kunne Vammen igen være blevet havneby, da Litorinahavet bredte sig ind i de gamle ådale i Yngre Stenalder for 8.500 år siden. Hvor langt op i fjorden den gik, er uvis – indtil videre.
Mellem Skals Å-dalen og Tjele Langsø + Vansø ligger mange gravhøje . Der har været endnu flere, som nu er sløjfede. De vidner om fortidige beboelser og begravelser. Der er bevaret 34 høje ud af 112 registrerede. I pjecen Vammen og omegn skriver Anna og Jens Salhøj om Vammen-egnen i oldtiden (klik på linket)
Sten-, bronze-, jernalder og vikingetid kommer vi tilbage til her på siden, men som appetitvækkere har Viborg Museum, som vi nu skal vænne os til at kalde “Museum Wibergis”, lagt et par undersøgelser fra Vammen-området frem:
Agerbruget udviklede sig i området omkring dét, der er Vammen by idag, fra begyndelsen af vor tidsregning. I 2014 gennemførte Museum Wibergis nogle arkæologiske undersøgelser forud for områdefornyelse i Vammen, og de bekræftede, at der har levet mennesker i mange århundreder i det område,, hvor Vammen by er nu. Den arkæologiske undersøgelse omfattede et 835 m2 stort område syd for Vammen kirke. Her blev der fundet spor af et toskibet hus, to treskibede huse og et muligt enskibet hus eller staklade. Endvidere blev fundet et hegn, flere mulige tofteskel, en ildgrube, en ild-/kogegrube, en større grube samt flere løse anlæg, som det ikke var muligt at sætte ind i mere kompleks sammenhæng. På baggrund af hustyper og lerkarskår foreslås lokaliteten dateret til vikingetid og/eller middelalder, hvilket vil sige perioden 500 – 1050.
Byen ’Wamere’ blev nævnt i 1363 og det er så vidt vides det første, som findes om Vammen på skrift. I 1447 var navnet ændret til Wamen, og i 1791-1793 kom det til at hedde Vammen. Man mener, at navnet er afledt af ’Vom’ som er ’bug’ eller ’mave’, og refererer til at Vammen lå mellem to høje bakker.
Der vil komme meget mere om Vammens tidligste historie efterhånden, som vi får den gravet frem; men nu må vi hellere få givet et kort overblok over Vammen’s historie de seneste 1000 år, og så se at starte med at bygge en kirke !