I Vammen har der været dilettant-forestillinger i mange årtier. Det var egentlig ikke en forening som sådan, med vedtægter og valg – men en ‚rullende opgave‛, og et hold som ændrede sig fra år til år.Det gav sjov og hygge gennem de mørke måneder til dem, der var med til at spille og sætte det op. Det gav indtægter til Forsamlingshuset, og det gav Vammens indbyggere en god anledning til at mødes, og feste.
Fra forestillingen i 1978: Preben Johannesen, Henry Jørgensen, Esther Thesbjerg og Dora Jørgensen.
Arbejdet med dilettant begyndte i efteråret …
Arbejdet med årets dilettant begyndte allerede i efteråret, hvor instruktøren – som ofte var ‚valgt‛ for flere år – og et par af de mest erfarne skuespillere, gennemgik kataloget. Kataloget over forestillinger gav et overblik over hvilke komedier der var til leje i den kommende sæson. Der var en ordning, hvor man kunne udvælge 6 forskellige komedier til gennemlæsning. Efter at have cirkuleret dem og lavet bemærkninger til dem hver især, mødtes den lille gruppe og valgte et stykke. Nogle år endte det med at de genbestilte et bundt mere, hvis ingen af de første 6 faldt i deres smag.
Det havde ikke altid været sådan at man bestilte komedier udefra: Grønvald-Fynbo skrev også teaterstykker til dilettant – her er det komedien ‚Tjenestepigens Søn‛ fra 1946.
… og her er truppen, som spillede „Tjenestepigens Søn‟
I december blev ‚truppen‛ sammensat
Efter udvælgelsen af skuespil søgte den lille gruppe efter folk til at udfylde rollerne. Der var ikke en fast ‚trup – det afhang jo af stykket. Det varierede typiske mellem 6-8 stykker, op til 12. Nogle af rollerne var store, og nogle meget små, med ganske få replikker.
Holdet blev sat sammen, et helt sæt bøger blev bestilt hjem til at låne de kommende måneder. De blev delt ud, så de kommende skuespillere kunne læse det igennem henover jul og nytår. Omkring jul eller nytår mødtes man første gang, og derefter en fast ugedag, om aftenen.
Øve-aftener på skolen og i forsamlingshuset
De første øve-gange kunne tages på skolen – hvor der var varmet op – men behovet for at have ’den rigtige scene’ viste sig snart. Rekvisitter og tøj skulle på plads og scenen skulle indrettes. Nogle af stykkerne var krævende, og der skulle skiftes kulisser mellem akterne. Andre var mere enkle. Men sjovt var det altid.
Fantastisk at mødes på tværs af mange forskelligheder for at have det sjovt
Det var fantastisk at opleve at 10-15 mennesker med alle mulige baggrunde og et bredt aldersspektrum fra 20 til 70+ kunne arbejde og more sig sammen i den grad. Det var en fest at opføre det – i mange år var der forestilling torsdag aften og lørdag eftermiddag samt aften, hvor der blev afsluttet med fest og dans.
Den sidste dilettant-forestilling indtil videre blev spillet i 2012. Herefter virkede det til at tiden var vokset fra dilettant som en vinterens samlingspunkt.