Nørregade 1 (matr. 5aa) blev bygget af smedemester Anton Thorsager som smedie i 1926. Smedien fungerede indtil brevsamlings-stedet blev flyttet hertil i 1940, og kort tid efter også telefoncentralen. Det var sandsynligvis det sidste posthus, som 3 omdelere gik ud fra, i Vammen. Telefoncentralen blev nedlagt i 1972, da vi fik automatiseringen i Vammen.
Vammen Telefoncentral, Nørregade 1 (matrikel 5aa).
Historien om Vammen telefoncentral
Stuehuset på Christian Bach’s gård, som lå hvor det nuværende Nørregade 4 er beliggende. Hér var den første telefoncentral.
Telefonerne kom til Vammen i 1915. Det første telefonhus var stuehuset på Christian Bach’s gård. Den officielle titel på stedet var ’Jysk Telefons Samtalestation’,. Det var beliggende, hvor det nuværende Nørregade 4 er (Matrikel nr.34d). Bag huset var der endnu en bygning, hvor telefontrådene samledes.
En start med seksten abonnenter
Telefoncentral blev oprettet med 16 abonnenter, og Jakobine og Johan Johansen som det første bestyrer-par for centralen. De bestyrede den i 30 år, hvorefter det blev overtaget af Anton Thorsager, som passede den fra 1945 til den 1. oktober 1967. Da han sagde ja til jobbet, sagde hans kone omgående: ’Du må selv passe centralen, det vil jeg ikke have noget med at gøre’, og sådan blev det. Gennem samtlige 22 år passede hun gerne byens postkontor, men telefonerne overlod hun til sin mand og en medhjælper.
Lejekontrakten mellem Jydsk Telefon-Aktieselskab og ’nummer 6’: Hr. Gaardejer S. Nielsen, Skaarup fra august 1915. Der står blandt andet: ’Telefonapparatet anbringes hvor Lejeren ønsker det, saafremt det af tekniske Hensyn er muligt og forsvarligt. Selskabets Personale har Adgang til Apparatet for at aflæse det. Enhver flytning skal rekvireres skriftlig og den foretages af Selskabets Folk og betales af Lejeren efter de til enhver Tid gældende Takster’ samt … Telefonen kan overdrages til en ny Lejer, men kun paa Betingelse af, at den forbliver i samme bygning. Den kan ikke flyttes til et andet sted. …’.
Partstelefoner
Telefonerne var ’parts-telefoner’, som det for eksempel fortælles om (langt senere) af læge Niels Jebjerg, som var landlæge i Vammen fra 1961: ’Telefonen var af samme type, som den man ser i ”Matador”, en stor sort kasse med håndsving. Når man ville ringe til en person, drejede man håndsvinget og Rigmor på centralen sagde ’Vammen’. Så sagde man nummeret til hende. Hun måtte ikke lytte, men hun var velorienteret om alt, hvad der foregik i byen og vidste f.eks. at doktoren var på besøg hos dyrlægen. Hvis vi skulle ringe til København, bad vi om ’mellembys’ og ringede af. En halv time senere ringede Rigmor og sagde at nu var ’mellembys’ klar. Til den nye dame sagde man ”godthåb”, og når man fik ”godthåb” sagde man nummeret. Så var der endelig forbindelse. Det var ikke hver dag, man ringede hjem til sine forældre. Der var også partstelefoner, især ude i landområderne, fordi man ved at dele en linje kunne slippe billigere til at få telefon lagt ind. Når jeg skulle ringe fra en partstelefon skulle jeg løfte røret og spørge: ”tales der?”. Hvis ingen svarede kunne jeg ringe op. Der var ingen form for radiokommunikation, så min kone og pigen skulle kende min rute, så de kunne få fat i mig, hvis der skete akutte ting eller en fødsel krævede min tilstedeværelse.’
Telefoncentralen, set fra en anden vinkel, og hvor man også får et blik ned på gården, som blev bygget i 1907 af Kræn Bundgård, og revet ned i begyndelsen af 2000-årene. Herefter blev Høydalstorvet bygget på denne grund.
Telefoncentralen spillede en vigtig rolle under 2.verdenskrig
Under 2. verdenskrig spillede telefoncentralen også en vigtig rolle, da Gestapo pludselig dukkede op i Vammen. Anton Thorsager ringede til købmanden i Rødding og til Præstegården og sagde ganske kort ’Der er gæster i byen’. Det var aftalt at det var et signal til, at man skulle se at komme væk, hvis man havde noget med modstandsbevægelsen at gøre.
Anne Margrethe Døssing, som var ung pige i huset hos præsten, tog telefonen og fik at vide at hun skulle overbringe budskabet omgående. Præsten Carl Brinkkjær nåede at komme væk. Han pakkede nogle få ting og forsvandt på sin cykel ud over markerne bag Vammen. Buschaufføren – Gotfred Provst – blev advaret af købmanden i Rødding, og nåede også at komme væk – han efterlod efter sigende bare sin bus med passagerer i Rødding. Men Vagn Fynbo nåede ikke at komme væk, og kom til Frøslev-lejren, hvor han var indtil krigens afslutning.
Stabil telefondrift indtil 1972
Telefonerne fungerede stabilt og fint i mange årtier. Da Anton Thorsager stoppede i 1967, overtog Rigmor og Charles Larsen, og de passede det sammen med telefonist Anna Hansen (som nåede at være der 8 år), frem til overgangen til automatisk drift.
Foto fra avisartikel om telefonsystemets overgang fra centralen i Vammen til automatisk betjening i september 1972. Fotoet viser Anna Hansen (t.v.) og centralbestyrer Rigmor Larsen som er ved at ekspedere de sidste samtaler. Fra Anne Margrethe Døssing’s scrapbog.
Den sidste telefonsamtale fra Vammen central blev betjent lidt i klokken 13 den 14. september 1972. På dette tidspunkt skiftede den stadigt manuelt betjente telefoncentral over til at blive automatisk. En enkelt af de daværende 200 abonnenter erklærede at han aldrig mere ville ringe, når nu det ikke var Rigmor eller Anne, som formidlede samtalen. Historien melder intet om hvorvidt vedkommende senere kom på andre tanker.
Mønttelefon i Vammen
Efter at telefoncentralen lukkede, oprettede Jysk Telefon en mønt-telefon i det ganle snedkerværksted hos Marius Nielsen. Den blev der kun nogle få år, inden den blev taget ned igen udfra argumentation om at den blev brugt for lidt. Borgerne klagede, fordi både Rødding, Hammershøj, Ørum, Vejrumbro og Løvel havde telefonbokser. Men lige meget hjalp det – Jysk Telefon henviste til at de ikke havde pligt til at opstille mønttelefoner.
Den lukkede telefoncentral fik folk på dupperne, da brevsamlingsstedet blev truet
Et avisudklip fra midt-slutningen af 1970erne om Vammenborgernes utilfredshed over det
faldende service-niveau i Vammen.
Et par år efter kom det ved et tilfælde en Vammen-borger for øre, at man tænkte på at reducere åbningstiden for byens brevsamlingssted, så det kun skulle være åbent om eftermiddagen, og man frygtede at det helt kunne forsvinde. Landsforeningen af Landsbysamfund tog det op på et højere plan og tog initiativ til at kontakte ministeren, med henvisning til en folketingsbeslutning om at støtte de små samfund. Hvordan dette udviklede sig står i det uvisse, men brevsamlingsstedet fandtes i endnu nogle årtier inden det blev nedlagt i 1990erne.