
Hobrovej 13, årstal ukendt
Syerske Jacobine Degn boede her i mange år sammen med sin mor. Jacobine syede for folk. Rigtig mange familier fik tøj syet om, fx fra ældre til yngre søskende, eller fik det lagt ud eller ind, og så kom Jacobine og slog sig ned i huset og spiste sammen med familien, og blev der en halv eller en hel dag, måske gennem flere dage, indtil hun havde fået syet, om-syet og repareret dét, der var brug for i den pågældende husholdning.
Tidslinie
Gavebrev af 2/11 1895 fra Peder Pedersen Bundgaard til Mogens Sørensen på matr. 3e, Vammen by. Matriklen er på 438 m2, men vi er ikke sikre på om huset er opført før eller efter dette tidspunkt.
Ane Jensdatter, som var enke fra Bundgaard i Vammen, bliver gift med Mogens Sørensen, 28år af Vammen i 1882. Der forelægger attest af 21-10-1882 fra skifteretten for at de fra samme intet har imod at hun indgaar nyt ægteskab.
Forlover gaardmand og sognefoged Jens Peter Christensen og forpagter Søren Mogensen begge af Vammen.
Mogens Sørensen dør den 27. januar 1916, og bliver begravet på Vammen kirkegård. Herefter foreligger skifteudskrift den 6/3 1917 som adkomst for Ane Sørensen på matr. 3e.
Allerede den 27. juli 1917 dør Ane Sørensen, f. Jensdatter, 74 år gammel.
Skøde af 20/3 1917 fra Ane Sørensen til Karen Andersen angående matr. 3e.
Skøde af 26/1 1932 til Jacobine Jakobsen Degn på matr. 3e.

Helt til højre ses Hobrovej 13 – det er huset med stråtag, og fotoet er fra 1946.