Perioden kaldes ‘Fællesskabets tid’ fordi landbruget blev dyrket i fællesskab, og blev styret i fællesskab af Landsbystævnet. Gårdene lå samlet. Så kunne man bedre beskytte sig mod farer udefra. Kirken blev bygget i 1200tallet og var centrum i landsbyen. Fra midten af 1700-tallet kom skolen til.
Det ældste Vammen omkring kirken og skolen
Det ældste Vammen samlede sig omkring kirken, som blev bygget i 1200 tallet, som én af de cirka 2000 kirker der blev bygget i århundredet omkring 1100-1200. Kirken var en helt central institution for en landsby. Kirken og gudsdyrkelsen stod centralt allerede fra katolsk tid, men fik en ny og mere ”folkelig form” ved reformationen i 1536. Kirken udviklede sig i takt med det – det beskrives hér.
Vammen Præstegård ligger på matrikel nummer 1 – ved kirken og var som sådan én af de ældste bebyggelser i Vammen. Det hørte med til præstens ansættelse at han fik en gård med, så han kunne ernære sig selv og sin familie. Læs mere om præstegården hér.
Den første skole i Vammen blev bygget i 1722, og var også degnens bolig.
Senere – i 1722 – kom skolen til. Danskerne skulle lære at læse efter reformationen, hvor Luther’s lære skulle udbredes, og biblen var blevet oversat til dansk sammen med Luther’s katekismus. Allerede i 1685 havde en kongelig forordning påbudt oprettelse af landsbyskoler, men der gik adskillige år, før der rigtig skete noget. Indtil 1722 var der vandrelærere – eller ’løbedegne’, som de også blev kaldt – som rejste rundt og underviste børn på de største gårde og godser. I 1722 opførte Tjele Gods de første egentlige skolelokaler i Vammen. Den var beliggende nedenfor dér, hvor Egestubben er nu. Konfirmationen blev indført i 1736, efterfulgt af den første skolelov i Danmark i 1739. Se hele historien om skolen fra da den var i degnens bolig, og til Langsø Friskole i 2008, hér.
Et liv baseret på landbrug
Vammen var fuldstændig baseret på at dyrke jorden i 1700-tallet. Bøndernes landsbyfællesskab var også et dyrkningsfællesskab. Gårdene lå tæt sammen inde i selve landsbyen. Uden omkring gårdene lå der marker af vidt forskellig kvalitet. For at fordele goderne og afgrøderne retfærdigt, var alle markerne opdelte i ’agre’. En ager er en mark af nogenlunde ensartet beskaffenhed. Hver ager blev delt mellem gårdene i, så hver gård fik en stribe (en ’ås’). Det gav en forholdsvis retfærdig fordeling mellem gårdene. Én ager kunne f.eks. være til byg, en anden til rug. Jorden blev enten dyrket i fællesskab, hvor bønderne hjalp hinanden med at få agrene pløjet, tilsået og høstet. Eller de blev dyrket af de enkelte bønder hver især. I nogle tilfælde skulle de krydse hinandens jorde for at komme hen til deres egne jorde. Det var derfor helt nødvendigt at forhandle og lave aftaler, fx. hvilken rækkefølge man arbejdede i.
De enkelte familier var stort set selvforsynende. De dyrkede kun mad til sig selv (subsistenslandbrug), og der var sjældent noget at sælge af. Der var stort set ingen teknologi, og bønderne dyrkede jorden med ganske enkle og få redskaber.
Udover dyrkningsjorden lå fællesjorden (forten) rundt om kirken, og på denne jord fandtes byens brønd, gadekæret og bystævnet, hvor bymændene (typisk gårdejerne) samledes for at tage formelle beslutninger med Oldermanden som mødeleder. Skolen, hyrden og smeden hørte ligeledes til fællesskabets tid, og byens hyrde og smed boede hér på forten fra tidlige tider.
Jorden var ejet af godser
Ligesom i resten af landet var livet i Vammen præget af fattigdom. Jorden blev ejet af godser, og bønderne var blot fæstebønder, som hørte ind under forskellige godser. I Vammen ejedes jorden af Tjele Gods, Randrup Gods, Asmildkloster Gods, Sir Ibs Gods og S.K.Hansen under Fastruplund. Læs her om fordelingen. Bønderne skulle betale landgilde (skat), eller udøve hoveri på godserne, dvs. betale gennem deres arbejdskraft.
Voldsom landbrugskrise i begyndelsen af 1700 tallet
Op gennem 1700-tallet eskalerede problemerne i dansk landbrug. Kornpriserne faldt dramatisk i Europa og ingen kunne afsætte deres korn. Stavnsbåndet strammede til, fordi godsejerne havde brug for at beholde folk til at arbejde på deres godser. Oveni dét rullede kvægpesten ind over landet i 1740erne med massiv kvæg-dødelighed. Dét havde resulteret i landets værste landbrugskrise nogensinde. I dette billede indså regeringsmagten, at det simpelthen ikke fungerede, så længe al jorden var ejet af så få, samtidig med at så mange skulle arbejde uden at få noget udbytte ud af det. Den såkaldte oplysningstid var også begyndt, og man snakkede om ligeværd og rettigheder. Der var kort sagt brug for reformer.
Jordreformer bragte Danmark ind i en ny æra
Derfor begyndte der at ske omfattende forandringer fra omkring midten af 1700-tallet, simpelthen for at give plads til et mere virksomt bondelandbrug og en højere produktivitet i landbruget. Det gennemgribende arbejde med at lave jordreformer gik i gang og tog mange årtier, inden det var helt gennemført.