I denne epoke udviklede gårdene sig som selvstændige landbrug. Bønderne ejede selv deres jorde. Fæstebøndernes og fællesskabets tid var forbi. Det blev selvsagt en tid med store omvæltninger, og gårdene blev gradvist flyttet ud på deres jorde. Billedet nedenfor fra ‘Gamle Vammen’ er ganske vist taget nogle årtier senere, men giver et godt indtryk af Vammen, som den lå mellem bakkerne og med indgangsvejen af jord, hvor man kom ude fra færgestedet over åen nord for Vammen.
Billedet hedder ’Gammel Vammen’, og er fra slutningen af 1920erme. I baggrunden ses stuehuset til Donkjærgård, som står med nyt tag. Vi ved at det gamle stuehus brændte i midten af tyverne. Man kan også se en ejendom, hvor ’Skrænten’ senere blev bygget (i 1931). Den havde jord hvor Løndalen er idag.
Bønderne kunne købe dén jord, som de dyrkede
Dyrkningsfællesskabet havde været nødvendigt hele den tid, da bøndernes jord var ejet af godserne, men dyrket i fællesskab. Dette ændrede sig med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Den store ændring kom med ’Forordningen af 23.4.1781’ om udskiftning, hvor hver gård fik jorde, der var samlet, og ejet af bonden. I dén proces blev det såkaldte ’fæstegods’ solgt fra til selveje, så bønderne nu kunne eje dén jord, de dyrkede. Det var ikke nogen nem proces og staten var flere gange inde som mæglere mellem bønder og godsejere rundt omkring i landet. Hoveri og fæstearbejde blev ikke afskaffet lige med det samme, men dog reguleret på en ny måde op gennem 1790erne. Dertil kom indførelsen af forskellige statslige bestemmelser om tilsyn med vandløb, hegn og markfred. Skovforordningen af 1805 indførte endvidere regler til beskyttelse af skovene samt fredskovspligt.
Skolen og husmændene fik også udstykket jord
Forordningen af 1781 påbød også udstykning af skolelodder og jorde til de jordløse husmænd, som i fællesskabets tid havde haft græsningsret på landsbyens fælles græsgange. Husmændene fik dog ikke samme rettigheder som gårdmændene fra starten. Deres hoveri-forordning fra 1807 var ikke så god som bøndernes fra 1799. Op gennem 1800-tallet opstod der et stort skel mellem gård- og godsejerne, som hyrede lønarbejdere, og husmænd og landarbejdere, som ernærede sig ved lønarbejde.
Vammens bønder begyndte at flytte ud på deres jorde
Selvfølgelig betød denne forordning også store forandringer i Vammen. I takt med at de fleste af gårdene i Vammen efterhånden blev organiserede med et jordtilliggende og købt frie, begyndte mange af gårdene at blive flyttet ud på deres jorde. Dét der kaldes ’Nederby’ udviklede sig i denne epoke: den nordlige del af Nørregade, Egestubben, Grøndalsvej og Hybenvej.
Ny krise i begyndelsen af 1800-tallet
I 1810 var næsten al bondejord udskiftet, og bønderne var blevet selvejere. Det havde været en kæmpestor kraftanstrengelse for Danmark, og for alle de lokalsamfund, som undergik forandring. Danmark gennemlevede store tab i begyndelsen af 1800-tallet med nederlaget i Napoleonskrigene og efterfølgende statsbankerot i 1813. Kriseårene brugte bønderne til at forbedre jorden ved dræning og mergling af jorden – det kostede ikke rigtig noget.
Husmændene blev Danmark underklasse
Husmændene kom i løbet af samme epoke til at fremstå som en slags underklasse. De var stadigt underlagt hoveri, og de havde ikke rigtigt jordrettigheder. Efter midten af 1800-tallet blev mange af dem involverede i opdyrkningen af heden, hvor de sled i det på den magre jord. Først ved begyndelsen af den næste epoke i slutningen af 1800-tallet kunne de deltage aktivt i andelsbevægelsen. Dette betød meget for deres fællesskab og identitet. Først omkring 1900 fik de etableret en husmandsbevægelse, og i 1919 blev store mængder land eksproprieret fra godserne.
Befolkningstilvækst i Vammen
Der var en generelt befolkningstilvækst i Vammen. Befolkningstallet i Vammen Sogn fordobledes i denne periode, fra 263 borgere i 1801 til cirka det dobbelte i 1880. Jordreformerne og den nye organisering af gårde og landsbyer, havde ført til en helt nødvendig øget produktion, og flere munde kunne mættes.
Sognerådet og sognefogeden fik ny og større betydning
Sognet var oprindeligt en del af den gejstlige administration under enevældet, men blev også en form for kommunalt styre, som fik stadigt større betydning i samfundet. Sognefogeden fandtes allerede siden engang i 1500-tallet og hed oprindeligt ’bondefogeden’. I 1791 blev det lovfæstet som betegnelse for den lokale politimyndighed under herredsfoged og birkedommer. Efterhånden blev de også lægdsmænd og pantefogeder. Langt inde i den næste epoke (fra 1922) blev de også borgerlig vielsesmyndighed på landet. Det landsdækkende politivæsen blev dog udviklet, og overtog en del af opgaverne. Sognefoged-funktionen blev ophævet i 1973 (bortset fra på visse småøer). Bønderne indgik i forvaltningen af sognene gennem sognerådet, og fik hermed en samfundsmæssig stor betydning, ligesom de sad med i fx skolekommissioner.