A/S Vammen Cementvarefabrik
Den 11. juni 1911 blev dannet et aktieselskab, som kom til at hedde A/S Vammen Cementvarefabrik. Det blev dannet med det formål “at fabrikere Cementtagsten af I.A. Hansens Ny Sikkerheds – Cementtagsten” . Det har – indtil videre – ikke været muligt at afklare, hvad denne type tagsten dækker over.
Aktiekapitalen var på 9.000 kr., som blev tilvejebragt ved aktier á 500kr. og resten ved lån. Til bestyrelsen valgtes I. P. Jensen, Jens Ambrosius og den allestedsnærværende Grønvald Fynbo. Se de første love her.
Se I.P. Jensens flotte aktiebrev her
Fabrikken blev bygget nede ved en sandgrav, lige efter Nørregade 57. Fabrikken fremstillede tagsten og cementsten. Selskabet lavede en kontrakt med murermester Jens Mortensen om at udføre arbejdet.
Der var tilsyneladende en tæt forbindelse mellem Brugsforeningen og Cementvarefabrikken. I.P. Jensen er uddeler i Brugsforeningen, og en udvidelse af fabrikken er et punkt på en ekstraordinær generalforsamling i Brugsforeningen, som det kan læses i Viborg Stifts Folkeblad i juni måned 1914:
Her er aktieselskabet blevet til Andels-Cement-fabrikken. Hvad der kom ud af denne ekstraordinære generalforsamling, kræver en granskning af Brugsforeningens protokoller (og den kommer!).
Der blev produceret en bred vifte af cementvarer, som det fremgår af denne prisliste fra 1918.
Men første verdenskrig var åbenbart også hård ved fabrikken for senere i 1918 opløstes aktieselskabet, og Just Christensen overtog cementvarefabrikken.
Just Christensen var født i Hærup, og havde giftet sig med Dorthea Thorsager i 1915. Hun var enke efter Jacob Thorsager og havde 4 børn mellem 4-18 år, som han påtog sig faderskabet for. Han var formand for Vammen Brugsforening en årrække, og medlem af menighedsråd og gennem 8 år også Sognerådet. Han sad også i 31 år i repræsentantskabet for Vammen Andelskasse, heraf de 17 år som bogholder. Derudover var han ejendomsskyldsvurderingsmand og involveret i ‘Afholdssagen’.
Just Christensen kørte det frem til 1944, hvorefter sønnen Jens Chr. Thorsager overtog det.
Fabrikken blev brudt ned engang i 1970erne.