Omkring 1900 bestod Vammen af 10 ret store gårde samt en samling mindre huse og husmandsbrug. Gårdene havde egne brønde, og de husstande og småbrug, som ikke havde egen brønd, gik til den ene af de to by-brønde og hentede vand. Den ene brønd lå lige nord for ’Pøtgård’ (Norupvej 9), og den anden ved Nørregade 22.
Den mekaniske udvikling var i gang, og vandforbruget steg, så der var også stigende interesse for et vandværk. Det blev derfor besluttet at etablere et vandværk på byens højeste punkt – dér hvor det stadig ligger. Dét blev etableret i 1906.
Vammen Vandværk i 1930erne. Fotoet er taget fra Tinghøjvej, og i baggrunden kan man se de høje skorstene fra mejeri og bageri.
Der er ikke nogen protokol fra den første start, og der findes ingen kort over det første rør-net, men alt tyder på at der blev lagt tre rør ud i lige linie: ét mod syd, ét mod vest, og ét gennem midtbyen, med 1½ tomme tykke støbte rør, som blev samlet med bly, og herfra stikledninger. Måden, det blev gjort på, har siden voldt mange hovedbrud, når der skulle bygges og graves, for rørene lå simpelthen i lige linie og uden hensyn til skel mm.
Vandværket indvies i 1906.
Vandværkets første protokol starter 1913
Den eksisterende protokol starter i 24. februar 1913 med udførlig medlemsliste over de 46 medlemmer og fortegnelse over takster, som dengang lå mellem 16,50 og 44 kr. per år. Pumpen blev passet på licitation. Smeden, A. Møller Christensen, passede den fx i året 1913-1914 for 65 kr.
Mejeriet havde egen boring og tilbød vand, når der var tryk på vandforbruget
Vammen Andelsmejeri havde etableret egen boring, og tilbød vand for 1,50kr/timen når det kneb med vandværkets kapacitet i forhold til et stigende antal husstande og vandforbrug. Ledningen mellem mejeri og vandværk kostede 350 kr., som blev lånt i Bigum Sparekasse.
Konstant stigende forbrug
Gennem det første halvandet årti var der konstante udfordringer med at opfylde det stigende behov og få maskineriet til at fungere. I 1919 kunne vindmotoren ikke trække forbruget mere. Mejeriet kom til at pumpe konstant, og der blev lukket for vandet indtil vandstanden var en alen i beholderen. Der var simpelthen for lidt blæsevejr! Af generalforsamlingsreferatet 1922 kan man læse, at mejeriets vand blev anset for at være for dyrt. Det blev desuden henstillet til bestyrelsen at indkalde til ekstraordinær generalforsamling, for der var udsigt til at der kunne komme elektricitet til byen.
Elektromotor tilknyttes vandværket – og prisen stiger (igen)
Ved generalforsamlingen 18.juli 1922 besluttedes det at installere en elektromotor, hvilket bragte spørgsmålet om vandmålere på dagsordenen allerede i 1923. Det endte med at taksterne bare blev hævet, og der skulle betales ekstra for ’byggevand’ – nogle nægtede, fordi de hårdnakket holdt på at de ikke havde brugt vandværksvand til deres byggeri. I 1924 blev det vedtaget at man skulle betale et års kontingent for at indtræde i vandværket – og fra 1927 var det 3 års kontingent.
Ny vandbeholder 1929
Beholderen skulle også følge med. I 1929 blev der bygget på beholderen, og murermestrene Marinus Carlsen og Chr. Sørensen gav fælles bud på 1600 kr, som accepteredes. I 1931 vedtog man at lave en ny boring på 6 tommer, og der kom et nyt pumpeanlæg. Det gjorde man igen allerede i 1938 hvor man gik helt over til elkraft. Kravene til vandrørernes størrelse øgedes også i begyndelsen af 1930erne, og nye og større ledninger blev nedlagt.
Møllen blev ødelagt af storm – det elektriske anlæg fungerede
1935 blev et vendepunkt: en storm ødelagde møllen. Selvom det blev henstillet til bestyrelsen at få den repareret, så skete det ikke, for det elektriske anlæg fungerede egentlig godt nok. Ved en generalforsamling 23. januar 1939 foreslog Grønvald Fynbo at sætte en vindfløj med en hane på det gamle stativ. Det blev vedtaget på betingelse af at det ville blive uden udgifter for vandværket, og smed Anton Thorsager gik straks i gang.
Vejrhanen blev til ’Vammens Vartegn’ fra 1939, og er det stadig.
Vammens vartegn, vejrhanen ved vandværket, blev skænket af Grønvald Fynbo, udfærdiget af smed Anton Thorsager, og opsat i 1939.
Vinterfrost udfordrede i krigsårene
I de første år af 2. verdenskrig var der voldsom vinterfrost, og vandafgifterne blev sat op, imod at vandværket påtog sig opgaven at optø eventuelt frosne vandledninger som skulle fritgraves af interessenten, som ikke kunne få vandet ind til sit hus. Bekymringen for strømsvigt under krigen gjorde at man checkede ledningen til mejeriet, samt deres ’parathed’ til at assistere hvis der blev behov. Det blev der – men ikke pga krig, men reparationsbehov.
Ny boring og større pumpehus
Efter krigen kommer der gang i byggeriet igen, og man beslutter sig for lave en ny boring for at være på forkant med udviklingen. Der skete store forandringer i denne forbindelse: vandværket fik vejretten til den nyanlagte Catrinevej, og der blev opført et nyt og større pumpehus. Skellet blev ændret, sådan at den nye boring kom til at ligge på vandværkets grund. Der kunne således også udstyr og sluk-ur osv til gadebelysningen i det nye pumpehus – alt i alt en god løsning.
Vammen blev ved at vokse – mere vand og gadebelysning
Vammen voksede, og det afspejledes hele tiden i vandværkets aktiviteter: med nye huse følger vand og gadebelysning. I 1960 blev der monteret en vandmåler på afgangsrøret så man kunne se, hvor meget der forlod vandværket. Man besluttede sig også for at tage den gamle vandbeholder i brug, for at have reserve (160m3) og stabilt tryk.
Forpligtelse til at holde beholderen fyldt – i tilfælde af brand
På dette tidspunkt var den store kloakering af Vammen i gang, og branddammen blev fyldt med overskudsjord. Det betød at der blev opstillet en brandstander ved vandværket, og med dét fulgte der en forpligtelse til at holde beholderen fyldt.
Ny udfordring: Havevanding blev moderne i midten af 1960erne
I 1964 blev havevanding den store udfordring, for det er kommet på mode, og der bliver anlagt en ny boring syd for byen, med en Grundfos centrifugal-pumpe – og dertil hørende nye rør, som skulle lægges. Vandafgifterne blev sat op med 25%, og indskuddet blev hævet fra 150 til 500 kr. Senere – i 1967 – blev der indført moms i Danmark, og der skulle yderligere lægges 10% på udgiften.
Vaskeri og plejehjem trækker også på vandet
I 1965 kom der ny lovgivning, og man skulle ansøge om indvindingstilladelse: Vammen Vandværk bevilgedes 50.000 m3. I 1966 fik Vammen et vaskeri, hvilket betød et lidt uforudsigeligt forbrug, så der blev monteret en vandmåler og afgiften blev 25 øre per m3. Det samme med Plejehjemmet, som samme år startede byggeriet. Der er nu 130 medlemmer, og der kæmpes lidt for at holde trykket, og det bliver for eksempel nødvendigt at forbyde havevanding i dagtimerne.
Da lyset forsvandt og kom igen i Vammens vartegn, vejrhanen
I 2004 kom der atter lys over Vammen, med hjælp fra Viborg Brandvæsen og organiseret af Søren Peder Hesselberg.
Vejrhanen som ovenfor nævnt blevet skænket af Grønvald-Fynbo og udført af Anton Thorsager. I 1968 kom der lys i, og stativet blev sandblæst og repareret i fornødent omfang. I slutningen af 1990erne gik lyset dog ud – Vammen var mørkelagt.
Ved Vandværkets generalforsamling i marts 2004 drøftes hanen igen. På dette tidspunkt havde den ikke lyst i mange år, og trods utallige henvendelser havde firmaet Bendixen ikke prioriteret reparation. Det endte med at Søren Peder Hesselberg gennem elektrikeren i Ørum og mod betalt hjælp fra Viborg Brandvæsen, kom i kontakt med firmaet. Omsider blev det repareret og sat op. Siiden 27. august 2004 kunne det igen lyse over Vammen.
Søren Peter Hesselberg overrakt tre flasker vin af formand Niels Ladefoged og kasserer Niels Jørgen Hviid for sin indsats for at få lys over Vammen igen.
Gadebelysningen blev styret fra Vandværket, da elektriciteten kom til Vammen
Elektriciteten kom til byen i 1922, og gjorde delvist den store mølle ved Vandværket på Catrinevej arbejdsløs. Allerede året før, i 1921, fik man elektricitet i Thorup samt på nogle enkelte ejendomme i Vammen. Elektriciteten kom fra Tangeværket og det var gårdejeren fra Thorup, som sad i værkets bestyrelse, der fik elektriciteten til Vammen. I første omgang var det kun ganske få fra området der fik elektricitet – vi ved at Thorupgård, Sønderholm, smeden og Grønvald Fynbo var blandt de første.
Efter 2. verdenskrig, i 1946, fik Vammen gadebelysning, og det endte med at være Vammen Vandværk, som stod for det. Sogneråd, Andelskassen, Forsamlingshuset, fællesjorden og mejeriet skød alle nogle penge ind (2600 kr), og resten kom ved frivillige bidrag (i alt 5025 kr, hvilket endda gav lidt overskud til strøm).
Alle ville gerne have en gadelygte tæt på bopælen
’El-huset’ (som er en transformatorstation) blev brugt til at samle og omforme dén elektricitet, som blev ført i kabler rundt i landskabet. Her ét af slagsen, som stadig står udenfor Vammen på Hobrovej udfor Fastruplund, hvorfra der er blevet solgt ’Nye friske kartofler’.
Der opstod selvfølgelig hurtigt diskussioner om hvor gadelamperne skulle være: alle ønskede én tæt på bopælen, og nogle fik endda lov at stille én op for egen regning og tilslutte den til anlægget. Der blev ved med at komme nye lamper op mange år efterfølgende. Strømmen til gadebelysning kostede fx 525 kr. i 1950 og 711 i 1951. I begyndelsen af 1960erne skiftes lamperne ud med lysstofrør.