Sport har været en væsentlig del af Vammens liv fra begyndelsen af 1900-tallet, og det er en samlende faktor for børn og voksne i alle aldre. Udover daglig sport og træning var ‘Sportsugen’  en årligt tilbagevendende begivenhede, som samlede Vammens befolkning og omegn til sport og fest og samvær. 

Fodbold i Vammen fra 1920erne

 

Allerede i 1920erne blev der spillet fodbold i Vammen, men dengang foregik det på en mark, som lå op til byen venligt stillet til rådighed af en lokal landmand. Marken var beliggende på Haugårdsvej, og selve boldbanen var en ganske almindelig græsmark, som landmanden anvendte til græssende køer. Her blev der opstillet et par mål, når man skulle spille kamp, dog skulle man huske at fjerne de kokasser, der lå i vejen for kampen, inden den startede.

Skoleloven påbød sportsfaciliteter

Skoleloven af 1937 pålagde kommunerne at stille forskellige faciliteter til rådighed for undervisningen, herunder en sportsplads. I Vammen blev det først ført ud i livet efter anden verdenskrig, og Peter Hesselbergs far kunne sælge et stykke land op til byen, hvor den nuværende sportsplads også ligger.

VUIF blev stiftet – det vides ikke helt hvornår 

Ifølge bogen ’Jysk fodbold i fortid og nutid’ (red. Aksel Alstrup, 1953) kendes det nøjagtige stiftelsesår for Vammen Ungdoms- og Idrætsforening ikke, men det fremhæves at man i Vammen allerede i 1940 kunne tilmelde sig JBU med et B-hold, som i 1948 og 1949 blev bragt frem til A-rækken, og Vammen blev kredsmestre 3 gange i disse år. I 1951 blev det første drengehold oprettet. I 1953 kneb det at følge med i mesterskaberne, hvilket blev tilskrevet anstrengt økonomi og dårlige baneforhold.

 

Boldspil i Vammen i 1960erne og 1970erne

Fodbold var den toneangivende sport i Vammen op gennem 1960erne og 1970erne, hvor Vammen Ungdoms- og Idrætsforening (VUIF) havde et hold i B-rækken for alle ungdomsrækker. Det var den laveste række for børn. Alle hold trænede hver tirsdag og torsdag, 1 time per gang, hver uge gennem sommeren. Anders Spanggaard har beskrevet træningen nedenfor.

Pigerne spillede som oftest håndbold, når drengene spillede fodbold, i 1960’erne og 1970’erne. De foregik også udendørs på en græsbane. Håndboldbanen lå bag fodboldbanen, hvor der i dag er tennisbaner. Banen var ikke drænet, så når det regnede, stod den ene ende ofte under vand. Fra slutningen af 1970’erne blev det også muligt at spille damefodbold i Vammen. Fodbold og håndbold var de altdominerende sportsgrene i Vammen dengang.

Seniorfodbold med stor tilslutning

Der blev også spillet seniorfodbold i Vammen, og Vammen lå i serie 4 i 1960’erne og 1970’erne, hvor tilslutningen til seniorfodbold toppede. Den tidligere divisionsspiller i Viborg FF, Henrik Nielsen, var træner en overgang i Vammen, og der mødte over 40 personer op til træning. I en kort periode overvejede man at dele træningen op i 2 hold pga. den store tilslutning. I dag er det svært at finde en klub, hvor der er så mange seniorspillere, som møder op til træningen, i hele Danmark! I mange år var træneren Henning ’Kokken’ Pedersen – en meget engageret træner, der kunne tale om fodbold i timevis. Hans varemærke var hurtige et-to afleveringer. Alle fodboldkampe blev spillet på det gamle stadion, kaldet ”Banen” – den ligger øst for den nuværende hal. Alle hjemmekampe blev som regel spillet søndag klokken 10 om formiddagen, og mange af spillerne dukkede først op til kampen 5-10 minutter i 10, mens kirkeklokkerne kaldte til gudstjeneste i kirken.

Indendørs fodbold i skolens gymnastiksal

I vinterperioden spilledes der indendørs fodbold, og det foregik i 1960erne i skolens gymnastiksal, som var på størrelse med en badmintonbane. Målene var 2 skamler med en bænk ovenpå – det vil sige at der var et mål, som var 2 meter bredt og 30 cm højt. Senere flyttede det til Møldruphallen, og derefter til Tjele-hallen i Ørum. Det syntes spillerne dengang var helt fantastisk.

Badminton i gymnastiksalen

Det var dog også muligt at spille badminton i gymnastiksalen på skolen. Børn kunne spille om eftermiddagen efter skoletid, og om aftenen var det seniorerne, som overtog den ene bane, som fandtes. Der var ikke nogen, som deltog i turneringer og der var ikke nogen som spillede på et højere niveau i en større klub. Der var også et initiativ til at børn kunne spille bordtennis på skolen, engang i starten af 1970’erne, og op til 20 børn mødte op og spillede bordtennis fra 10 til 12 lørdag formiddag. Mange begyndte at spille bordtennis derhjemme, enten på spisebordet eller tilpassede spånplader, men initiativet på skolen varede kun en enkelt sæson.

Gymnastikken holdt sit indtog

Gymnastikken holdt også sit indtog i Vammen. Det første hold blev kaldt for et ’kårle-hold’, da mange af deltagerne enten var karl på en gård eller søn af en landmand i og omkring Vammen. I en årrække var det Børge Nielsen, også kaldet ’radio-Børge’, som ledte holdet, og han fortsatte op gennem de første år af 1990erne med at lede gymnastikhold, det seneste var ’motionshold for voksne’. Gennem årene var der forskellige former for gymnastik til børn og unge, såsom spring-gymnastik, showdance, og forældre-barn-gymnastik. Der var årlige gymnastikopvisninger i skolens gymnastiksal og senere i Klejtrup. Efter at Vammen fik sin egen sportshal, blev den rammen om mange aktiviteter og fitness-center i Vammen.

”Træningen foregik ved at vi spillede 2 hold mod hinanden, på håndboldmål, da vi oftest kun var omkring 10-12 børn til træning. Der var ingen teknisk eller taktisk træning. Højdepunktet var når vi sluttede træningen af med en straffesparkskonkurrence. I 70’erne var vores største sejr 15-0 over Viborg Søndermarken i lilleput B. Vores største nederlag var 21-0 til Ulbjerg. Der var ikke mange mennesker som så vores hjemmekampe. Der var dog altid 4 voksne som så kampene: det var landmand Svend Pedersen, dyrlæge Børge Bjørn, maskinstationejer Viggo Jæger o arbejdsmand Jakob Bødker. Det var overhovedet ikke givet at forældre så deres børn spille fodbold. Når vi spillede kampe på udebane var det næsten altid henrik Nielsens (radiomekaniker) lillebil, som transporterede os. Vi havde ikke noget klubhus, så derfor klædte vi altid om hjemme. Boldene (2 styk) til kamp og træning måtte vi hente hos skomager Harald Thesbjerg. De lå i hans værksted, som var ved siden af postkontoret, hvor Esther Thesbjerg var postmester”.
Fortalt af Anders Spanggaard (2021)