På Hybenvej lå Skytkonens hus i begyndelsen af 1900-tallet. Skytkonen – som på fotoet står ved enden af huset – døde i 1936, og huset blev fjernet i 1938 af én af byens borgere, som påtog sig det: Gujeseme Knudsen.
Huset lå på samme grund som senere blev kaldt ’Brugsens have’.
Jørgen Spanggaard fortalte: ’Som børn kom vi ind til Skytkonen – så vidt jeg husker hed hun Marie. Vi blev sendt ind med mad til hende. Det værste ved det var, at vi så skulle have et stykke kandis. Det var jo i sig selv godt nok, men Skytkonen havde kun en tand og med den bed hun et stykke af til os. Hun havde også tit æbler, der var lagt på Kakkelovnen: en delikatesse for nogle!’