Johannes Bach drev sit vognmandsfirma fra ejendommen på Nørregade 6.
Johannes Bach drev vognmandsfirma i Vammen 1931-1974
Johannes Bach havde vognmandsforretning i Vammen, fra 1931 indtil 1974. Han købte en lastbil af vognmand Laurids Jensen, og der var to faste kørsler knyttet til den: kørsel af grise til Hobro Slagteri (pris per gris var 70 øre) og så kørsel for forlægger Grønvald- Fynbo med julebøger, hvilket også kunne være noget af en udfordring, som han fortalte til Viborg Stifts Folkeblad (i forbindelse med en rund fødselsdag): ’Den værste tid var under krigen. Jeg kan huske, at en tur til Odense tog syv sække generatortræ” fortalte Johannes Bach til Viborg Stifts Folkeblad. Tilmed skulle man regne med flere punkteringer, så det kunne være en besværlig tur.
Kørsler til slagteriet på åbent lad og midt om natten
Når han kørte til slagteriet, begyndte han sommetider klokken 1 om natten for at undgå at køre i varmen. Dyrene kom op i en åben lad-bil, uden presenning eller noget, i al slags vejr. Han begyndte at handle med kalve, som skulle slagtes: han kunne købe dem for en 6-7 kroner stykket, og sælge dem til slagteriet, og derved få transporten dækket ind.
Gennem sin tid nåede han at have 11 lastvogne: i 1938 købte han den første nye vogn, på 4 ton og til 7800 kroner. Da han blev interviewet til avisen i anledning af sit 40-års jubilæum, var den sidste nye lastbil på 7 ton og kostede 70.000 kr, og den var med griselæsser og tippelad.
I 1974 overtog Erik Linnemann vognmandsforretningen, og drev den videre indtil 1. april 1996.