Anna-Marie Salhøj fortæller om sine forældre Anna og Jens Anton Salhøj:

I 1959 kom mor og far til Vammen fra Roslev. De havde fået ansættelse ved Vammen skole. Der hørte tjenestebolig med, det sidste hus ned mod kirken på Genvej, og det var de særdeles glade for, da de havde Niels Kristian på ca. 1 år. Far og mor har aldrig lagt skjul på, at de blev rigtig godt modtaget, både af kollegaer, og især af forældrekredsen.

 

Som mor så ofte sagde, så var det som at komme i himlen, da de kom til Vammen. Jeg tror nok, at mor havde følt en vis form for kønsdiskriminering i Roslev – kvinder blev ikke anerkendt for de fag, som de var dygtige til, og regning var da slet ikke på tale for en kvinde der. Det følte hun aldrig som ung kvindelig lærer i Vammen.

De blev inviteret til mange sammenkomster i forældrekredsen og  mange efter-gilder, når det var konfirmationstid. Det gjorde man dengang i Vammen og på landet i det hele taget.  Præsten og læreren var vigtige og betydningsfulde personer – ja tiden har ændret sig siden da!

Der var et godt fællesskab i byen med mange foreninger og traditioner, fastelavn, juletræsfest i forsamlingshuset og skolefester med skuespil og udstillinger af elevarbejder i skolens gymnastiksal.

Et af højdepunkterne i løbet af et skoleforløb i Vammen var skolens lejrtur. De drog afsted til en lejrskole i Grenå, Kristruplejren. Et år var både far og mor med, så både Niels Kristian og jeg var derfor også med. Mor og far fortalte om, at deres lille Prince var fyldt godt op på denne tur. Vi, Niels Kristian og jeg, sidder på bagsædet omgivet af potter, pander, rødbeder og kogekonen Tinne, tror jeg det var – hun skulle jo med for at lave mad til den store flok. Dog hjalp eleverne til med køkkenarbejdet, fx skrællede de kartofler, hvilket Niels Kristian på 4 år også hjalp til med.

Mor underviste især i gymnastik og regning, far i fysik og engelsk. Sidstnævnte fag underviste han også voksne i om aftenen en gang om ugen gennem flere år, for det blev mere almindeligt at tage på ferie i udlandet – så var det jo godt at kunne begå sig på engelsk!

Endvidere fik far embedet som kirkesanger efter Søren Mathisen, så gennem mange år førte han salmerne på vej i Vammen kirke. Jeg var mange gange med, og sad musestille på kirkebænken og så beundrende på far,. Han var så flot i sit sorte jakkesæt med den hvide skjorte og butterfly, syntes jeg. I lærerboligen, som vi delte med frk. Kjærgaard, kom Lars Peter og Kirstine til verden.

I 1968 flyttede vi fra lærerboligen til Haugårdsvej 16, og mine minder fra barndommen stammer især herfra. Jeg husker endnu den gode lugt af alt det nye, der var i huset. Far og mor elskede det hus. Det var selvfølgelig lokale håndværkere, der stod for byggeri og installationer. Jeg husker, hvordan vi løb hjem, lige som alle andre i byen i middagspausen, fik stillet brødskålen og tupperware-bøtten, med de fem rum på bordet, og så sad vi der og spiste og snakkede om formiddagens oplevelser. Nogle gange gik vi først tilbage til skolen, når vi i køkkenet hørte skolens manuelle ringeklokke – så fik vi fart på. Åh ja, den ringeklokke! Hvilken ære det var at få lov til at føre ”hammeren” og få alles opmærksomhed!

En periode fra fars og mors lærergerning i Vammen står særlig tydeligt i min erindring. Det må have været først i 70’erne. De havde været så heldige at komme på kursus  i matematik begge to. Jeg husker deres begejstring, da de kom hjem. De talte og ivrede om de opgaver, de havde løst på kurset. Det var som regel mor, der forklarede far om forskellige løsningsmodeller. I matematikkens univers var mor jo skarp, og far beundrede hende for hendes kløgt og indsigt. En dag, hvor de ivrigt talte om x og y sagde far: Anna, du burde søge job på en skole med overbygning, fx en i Viborg, så de unge mennesker kan få gavn af dine evner. Men nej, der svigtede mors mod. Det var for langt væk og så skulle hun jo også køre bil! Den var hun ikke så gode venner med.

Far underviste også i formning, I dag hedder det billedkunst. Jeg elskede at være med ham på skolen, når han skulle forberede sig til keramik. Jeg sad så og legede med ler, mens han rørte glasurer op. Også lugten fra spritduplikatoren er også et kært minde. Jjeg elskede at få lov til at svinge håndtaget rundt, så den spyttede de hvide ark med blå skrift ud, krydret med fars små fine tegninger – sikkert opgaver til fysiktimen.

Gennem mange år blev gymnastiksalen på skolen brugt til forskellige aktiviteter. De voksne gik til gymnastik, og der har været mange flotte gymnastikopvisninger med fælles indmarch og faner. Mor og far spillede badminton med Niels og Gitter (Red. Birgitte) Jebjerg. Nogle gange kunne vi hjemme høre højlydte råb, når en duel var særlig spændende.

Da far blev 60 år stoppede han som lærer og opnåede at være flere år på pension, end han havde været lærer. Han blev nemlig sent færdig som lærer,. Han var sidst i tyverne, tror jeg, og mor var jo kun først i tyverne, da de fik deres første job i Roslev. De mødte hinanden på Silkeborg seminarium – min far havde en motorcykel, så han var særlig interessant.

Mors mantra var, at vi SKULLE få os en uddannelse; det var ikke et valg! For hende var læreruddannelsen en billet væk fra kødgryderne, markarbejde og ”slaveriet”, som hun kaldte det, når hun fortalte om årene i huset hos gårdmænd i omegnen af fødehjemmet.  Hun var fra Vollerup, ud af en børneflok på ti, så der var altid nok, der skulle laves i hjemmet i hverdagen. Far, derimod, var den yngste af 4 fra Engesvang, lidt forkælet af både søskende og forældre.

Omgangskredsen i Vammen var stor. Folk fra forældrekredsen blev deres venner, kollegaer, naboer og venner fra seminarietiden. Der blev holdt mange fester og sammenkomster på Haugårdsvej 16. I spisestuen blev der serveret en tre retters menu med pauser imellem, hvor røgfadet blev sendt rundt. Også kælderen blev brugt til konfirmationer, ”eftergilder”, nytårsaftner og andre mærkedage.  Så måtte serveringspersonalet trampe op og ned ad kældertrappen med bugnende fade og suppeterriner. Senere blev de bedre til at bruge forsamlingshuset, for det lå dem meget på sinde at markere de forskellige mærkedage med fest for dem, der stod dem nær, familie, venner og naboer.

De har altid været glade for livet i Vammen og deres arbejde på skolen og deres hus på Haugårdsvej 16. Denne matrikel blev jo ikke kun vital for os, men for hele byen faktisk. De mange gadeløb havde startfelt ud for Haugårdsvej 16!! Far og mor var faste tilskuere, især da deres børnebørn begyndte at deltage. Også foreningsarbejde har præget deres liv i Vammen, og mor var også aktiv inden for kommunalpolitik i en periode. Hun strikkede altid trøjer med V- udskæring – jo, man har da lov til at vise sit politiske standpunkt var hendes tørre kommentar. Far var jo i mange år med i Vammen Andelskasse,. Først som repræsentant, senere som formand. De valfartede verden rundt og en af deres sidste ture var til Fuerteventura, hvor mor inviterede os alle, børn, svigerbørn, børnebørn med kærester, for at fejre sin 75 års dag. En fantastisk tur!

Far og mor komplementerede hinanden godt. Far dyrkede grønsager, mor tilberedte dem. Det, den ene ikke kunne, kunne den anden. Selv om de kunne diskutere fandt de altid fælles fodslag. For undvære hinanden, det kunne de ikke! Nu er de her ikke længere. Ligger på kirkegården ved siden af Børge og Anelise Bjørn, deres gode venner og naboer på Haugårdsvej. Jeg tænker, at de fandt det bedste sted for dem og os, nemlig Vammen.